Kobling mellom ordinasjon i GT og NT (EGW)

Vi siterer et uavbrutt avsnitt fra “Apostlenes Gjerninger” skrevet av Ellen G. White. Legg merke til hvordan det NT ordning var skaffet etter de samme høye prinsippene som i GT tid, og menn ble ordinert til stillingen i menigheten.

Norsk oversettelse

Det Gamle Testamentets tid

(54)  Moses fulgte dette forslag og “udvalgte dygtige mænd af hele Israel og gjorde dem til øverster over folket, til forstandere, nogle over tusinde, nogle over hundrede, nogle over halvtredsindstyve, andre over ti. De holdt derpå til stadighed ret over folket; de vanskelige sager forebragte de Moses, men alle mindre sager afgjorde de selv.” 2Mos. 18,22-26.ret

(54)  Senere, da Moses udvalgte halvfjerdsindstyve ældste til at dele ledelsens ansvar med sig, var han meget omhyggelig med til sine hjælpere at udsøge mænd med værdighed, sund dømmekraft og erfaring. For disse ældste skitserede han i sin belæring ved deres indvielse [ordinasjon” i originalen] nogle af de egenskaber, som gør en mand egnet til at være leder indenfor menigheden. “Hold forhør, når der er stridigheder mellem eders landsmænd,” sagde Moses, “og døm retfærdigt, når en mand har en sag, enten det er med en landsmand eller med en, der bor som fremmed hos ham. Vis ingen personsanseelse for retten; hør på den ringeste som på den største og frygt ikke for nogen; thi dommen er Guds!” 5Mos. 1,16-17.ret

(54)  Hen imod slutningen af kong Davids regering gav han dem, der på hans tid skulle bære byrden af tjenesten for Gud, en højtidelig befaling. Den gamle konge sammenkaldte i Jerusalem “alle Israels øverster, stammeøversterne skifternes øverster, som var i kongens tjeneste, tusind og hundredførerne, overopsynsmændene over alle kongens og hans sønners ejendele og kvæg, ligeledes hofmændene, kærnetropperne og alle dygtige krigere,” og pålagde dem højtideligt “for hele Israels, Herrens forsamlings, øjne og i vor Guds påhør “at holde alle Herren eders Guds bud.” 1Krøn. 28,1. og 8. ret

(54)  Til Salomo gav David en særlig befaling, fordi han var kaldet til at udfylde en ledende stilling med et særligt ansvar: “Og du, min søn Salomo! Kend din faders Gud og tjen han med et helt hjerte og en villig sjæl, thi Herren ransager alle hjerter og kender alt, hvad der rører sig i deres tanker. Hvis du søger ham, vil han lade sig finde af dig, men forlader du ham, vil han forkaste dig for evigt. Så se da til, thi Herren har udvalgt dig ….. Gå til værket med frimodighed!” 1Krøn. 28,9-10.ret

Det Nye Testamentets tid

(55)  De samme gudsfrygtens og retfærdighedens grundsætninger, som skulle være rettesnor for Guds folk på Moses og Davids tid, skulle også følges af dem, der havde fået tilsyn med Guds nyorganiserede menighed [“in the gospel dispensation” i originalen]. Med hensyn til arbejdet med at indrette ordningen indenfor alle menighederne og ansætte brugelige mænd til at være de ledende, holdt apostlene sig til det gamle Testamentes strenge forskrifter. De hævdede, at den, som kaldes til en ansvarsfuld ledende stilling indenfor menigheden, måtte “som Guds husholder være en mand, der ikke er noget at klage på, ikke selvbehagelig, ikke vredagtig, ikke drikfældig eller voldsom, ikke ude efter skammelig vinding, men gæstfri, glad ved alt godt, sindig, retfærdig, from, afholdende; han skal holde fast ved det troværdige ord i overensstemmelse med læren, for at han kan være dygtig til både at formane med den sunde lære og at overbevise dem, som siger imod.” Titus 1,7-9.ret

(55)  Den ordning, som blev opretholdt i den første kristne menighed, muliggjorde det for dem at gå støt fremad som en veldisciplineret hær, rustet med Guds våben. Skønt de troendes menigheder var spredt over et stort territorium, var de alle lemmer på det samme legeme; alle handlede i forståelse og harmoni med hinanden. Hvis der viste sig uoverensstemmelser i en af de lokale menigheder, som det senere hændte i Antiokia og andre steder, og de troende ikke var i stand til selv at nå til enighed, fik den slags anliggender ikke lov til at skabe splittelse indenfor menigheden, men blev henvist til en generalforsamling for alle de troende, bestående af udvalgte delegerede fra de forskellige lokale menigheder med apostlene og de ældste som dem, der sad inde med det øverste ansvar. Således blev Satans bestræbelser for at angribe menigheden på isolerede steder imødegået med samlet enighed fra alles side, og fjendens anslag for at splitte og ødelægge blev forpurretret

(55)   “Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.” 1Kor. 14,33. Han kræver, at der skal herske orden og være system indenfor menighedens anliggender i dag, ikke mindre end i gamle dage. Han ønsker, at hans tjeneste skal udføres med grundighed og nøjagtighed, for at han skal kunne besegle den med sin billigelse. At være kristen vil sige at være forenet med Kristus, menighed med menighed, så den menneskelige medvirken arbejder sammen med den guddommelige, så enhver medhjælper er undergivet Helligånden, og alle forenes i at bringe verden det glade budskab om Guds nåde.ret

I originalt språk

Det Gamle Testamentets tid

In harmony with this plan, “Moses chose able men out of all Israel, and made them heads over the people, rulers of thousands, rulers of hundreds, rulers of fifties, and rulers of tens. And they judged the people at all seasons: the hard causes they brought unto Moses, but every small matter they judged themselves.” Exodus 18:19-26. AA 93.2

Later, when choosing seventy elders to share with him the responsibilities of leadership, Moses was careful to select, as his helpers, men possessing dignity, sound judgment, and experience. In his charge to these elders at the time of their ordination, he outlined some of the qualifications that fit a man to be a wise ruler in the church. “Hear the causes between your brethren,” said Moses, “and judge righteously between every man and his brother, and the stranger that is with him. Ye shall not respect persons in judgment; but ye shall hear the small as well as the great; ye shall not be afraid of the face of man; for the judgment is God’s.” Deuteronomy 1:16, 17. AA 94.1

King David, toward the close of his reign, delivered a solemn charge to those bearing the burden of the work of God in his day. Summoning to Jerusalem “all the princes of Israel, the princes of the tribes, and the captains of the companies that ministered to the king by course, and the captains over the thousands, and captains over the hundreds, and the stewards over all the substance and possession of the king, and of his sons, with the officers, and with the mighty men, and with all the valiant men,” the aged king solemnly charged them, “in the sight of all Israel the congregation of the Lord, and in the audience of our God,” to “keep and seek for all the commandments of the Lord your God.” 1 Chronicles 28:1, 8. AA 94.2

To Solomon, as one called to occupy a position of leading responsibility, David gave a special charge: “Thou, Solomon my son, know thou the God of thy father, and serve Him with a perfect heart and with a willing mind: for the Lord searcheth all hearts, and understandeth all the imaginations of the thoughts: if thou seek Him, He will be found of thee; but if thou forsake Him, He will cast thee off forever. Take heed now; for the Lord hath chosen thee: … be strong.” 1 Chronicles 28:9, 10. AA 95.1

Det Nye Testamentets tid

The same principles of piety and justice that were to guide the rulers among God’s people in the time of Moses and of David, were also to be followed by those given the oversight of the newly organized church of God in the gospel dispensation. In the work of setting things in order in all the churches, and ordaining suitable men to act as officers, the apostles held to the high standards of leadership outlined in the Old Testament Scriptures. They maintained that he who is called to stand in a position of leading responsibility in the church “must be blameless, as the steward of God; not self-willed, not soon angry, not given to wine, no striker, not given to filthy lucre; but a lover of hospitality, a lover of good men, sober, just, holy, temperate; holding fast the faithful word as he hath been taught, that he may be able by sound doctrine both to exhort and to convince the gainsayers.” Titus 1:7-9. AA 95.2

The order that was maintained in the early Christian church made it possible for them to move forward solidly as a well-disciplined army clad with the armor of God. The companies of believers, though scattered over a large territory, were all members of one body; all moved in concert and in harmony with one another. When dissension arose in a local church, as later it did arise in Antioch and elsewhere, and the believers were unable to come to an agreement among themselves, such matters were not permitted to create a division in the church, but were referred to a general council of the entire body of believers, made up of appointed delegates from the various local churches, with the apostles and elders in positions of leading responsibility. Thus the efforts of Satan to attack the church in isolated places were met by concerted action on the part of all, and the plans of the enemy to disrupt and destroy were thwarted. AA 95.3

“God is not the author of confusion, but of peace, as in all churches of the saints.” 1 Corinthians 14:33. He requires that order and system be observed in the conduct of church affairs today no less than in the days of old. He desires His work to be carried forward with thoroughness and exactness so that He may place upon it the seal of His approval. Christian is to be united with Christian, church with church, the human instrumentality co-operating with the divine, every agency subordinate to the Holy Spirit, and all combined in giving to the world the good tidings of the grace of God. AA 96.1

Please follow and like us:

Leave a reply

Din e-postadresse vil ikke bli publisert. Obligatoriske felt er merket med *

Scroll to Top